Prof. Hillel Frisch, politiske og mellemøstlige studier ved Bar Ilan Universitet i Tel Aviv

Præsidenten for Det palæstinensiske Selvstyre (PA), Mahmoud Abbas, behøver international opmærksomhed. Det sikrer hans rolle som leder, selv om hans embedsperiode udløb i 2009, og på trods af hans fremskredne alder på 82 år. Det forsyner desuden et ellers finansielt korrupt PA med hårdt tiltrængte økonomiske bidrag. Men hvordan forholder dette sig til ønsket om fred? Prof. Hillel Frisch siger, at det kommer aldrig til at ske.                                                                                            – Red.

Hvorvidt Mahmoud Abbas vil gå fredens vej i stedet for kun at snakke om den, har været et debatemne, siden han overtog lederskabet for PA efter Yassir Arafats død i november 2004.

Svaret er et klart nej. Beviset herfor ses af listen af møder med USA’s præsident, møder, som er mest eftertragt af statsoverhoveder.

Abbas møder for tiden amerikanske præsidenter med næsten samme hyppighed som Storbritanniens premierminister, USA’s betroet allierede, med en befolkning, der er mindst tyve gange større end PA’s, og som har en 400 gange større økonomisk tyngde. Britisk BNP er på 2,8 billioner USD, mens PA’s BNP er på syv milliarder USD (inkl. Gaza, som Abbas ikke har nogen kontrol over).

Men takket være hans kamp mod Israel er Abbas den politiske superstar, som mange af NATO’s statsledere kun kan drømme om at være.

Fra slutningen af 2004 indtil denne sommer har spanske statsledere (konge og premierminister) haft færre én-til-én-møder mellem embedsmænd og amerikanske præsidenter end Mahmoud Abbas (11 til PA; 9 til Spanien), selv om Spanien er en mellemstor størrelse europæisk stat, NATO-medlem, huser amerikanske militære installationer og har haft varme forbindelser med USA siden Den kolde Krig. Af de tre sidste af USA’s præsidenter besøgte kun én Spanien, nemlig Obama (i 2016), og otte af møderne mellem statsoverhovederne foregik i USA i form af arbejds- eller statsbesøg.

I kontrast hertil mødte Abbas alle tre præsidenter på hans hjemmebane. Han behøvede ikke engang at foretage rejsen til Washington.

Indtil nu har tallene vist, at det kan betale sig at undgå at stifte fred med Israel, men hvordan ved vi, at en fredsaftale vil beskadige Abbas’ status som superstar? Er det ikke muligt, at han vil møde den amerikanske præsident endnu mere efter en fredsslutning, end han gjorde i tiden før freden?

Nej, det er det ikke. To sæt beviser demonstrerer, at en fredsslutning med Israel er dårlig for ens internationale synlighed.

PA President Mahmoud Abbas and US President Donald Trump
PA præsident Mahmoud Abbas og USA’s præsident Donald Trump

• Det første bevis er det, der skete for kongen af Jordan efter fredsaftalen i 2004, sammenlignet med det samme tidsrum før fredsaftalen. Mellem 1991 og 2004 mødte kongerne Hussein og Abdullah den amerikanske præsident 15 gange. Dette antal faldt til tre over samme tidsperiode efter, at kong Abdullah underskrev fredstraktaten.

• Tunesien er til sammenligning et andet [anderledes] eksempel. Sidste gang, en amerikansk præsident besøgte Tunesien, var i 1959! Tunesiens hersker, Zein Abidin Bin Ali, mødte den amerikanske præsident kun to gange i løbet af sit tredive år lange diktatur. De mennesker, der kastede Tunesien ind i demokratiet, har klaret sig bedre: tre tunesiske statsledere har mødt den amerikanske præsident de sidste seks år, men på trods af, at Tunesien er det eneste demokrati i den arabiske verden, forekom disse møder kun med den halve frekvens af Abbas’ møder.

Abbas, som nyder sin plads i solen, har konkluderet korrekt, at for hans vedkommende, er det bedre at snakke om fred end at gå fredens vej.
– Begin-Sadat Center for Strategic Studies, Perspectives Paper 529, 15. juli 2017